Moroccan Food

The Green Lasagne

Lasagne – HVEM ELSKER IKKE LASAGNE? Når nogle spørger, hvad mine livretter er, synes jeg ærligt talt, det er lidt pinligt at nævne lasagne som en af retterne. Det er så ‘standard’ og brugt at sådan en madøre, som mig, kan miste sit renommé ved at praise lasagne. Okay, måske overdriver jeg lidt for HVEM ELSKER IKKE LASAGNE?

Da jeg var kiddo, fik jeg julelys i øjnene, da min storebror biksede lasagne. I princippet var den meget simpel, men alligevel var det hans specialitet og han fik sin lille, krølhårede søster til at hoppe rundt som en bold bare af tanken. Naturligvis har det efterladt en vis nostalgisk følelse i mig, hver gang jeg tænker på lasagne. Det er hyggeligt.

Det sidste års tid har jeg dog foretaget nogle ændringer i min kost, som bl.a. omfatter markant mindre kød. Jeg spiser det, hvis jeg får det serveret, eller hvis det er lækkert tilberedt, men hvis jeg selv laver eller køber mad, har jeg ikke et stort behov for kød. Derfor behøver lasagnen heller ikke at være klassisk og ‘kødet’ hver gang.

Denne lasagne er sprød, fuld af smag og kan spises med rigtig god samvittighed. Den er grøn, fordi lasagnepladerne primært er lavet på grønne linser, og fordi squash og spinat udgør fyldet. På trods af – mornaysauce og – kød foretages der ikke kompromiser med smagen. Selv min kød-elskende kæreste sluprede lasagnen i sig! Her er opskriften, der naturligvis er lidt laissez faire, som det plejer at være herinde 😉

Ingredienser (lille fad/2 pers.)

  • 1 pakke grønne lasagneplader på linse/bønnemel, som kan bl.a. købes i Netto og Føtex (der kan laves så mange lag, som der ønskes)
  • 2 squash
  • 3 håndfulde frisk spinat
  • 2 skalotteløg
  • 2 fed hvidløg
  • 1 dl hvidvin
  • 1 bøtte ricotta
  • En håndfuld friskrevet parmesanost
  • Olivenolie
  • 1 grøntsagsboullion
  • Salt
  • Peber
  • Muskatnød
  • 1 håndfuld pinjekerner (kan også erstattes af valnødder)

Fremgang

  • Forvarm ovnen til 180 grader (varmluft)
  • Læg lasagnepladerne i blød i kogende vand fordelt ud (ikke oven på hinanden) for at sikre dig, de bliver færdigbagte, og for at lasagnen hurtigere bliver færdig.
  • Finhak og brun skalotteløg og hvidløg i en gryde med en sjat opvarmet olivenolie og grøntsagsboullionen
  • Tilføj hvidvinen og skru ned for varmen
  • Skær/skræl squashene ud som ønsket (jeg foretrækker at skrælle dem med en kartoffelskræller for at opnå jævne stykker og en hurtigere bagning
  • Tilføj squash og spinatblade i blandingen og lad det simre i 10 min. tid med låg
  • Tilføj ricotta og rør forsigtigt rundt, så blandingen bliver cremet
  • Smag til med salt, peber og muskatnød efter egen smag
  • Mens det simrer, ristes pinjekerner på en pande, så de bliver gyldne og sprøde.
  • Pinjekernerne tilføjes blandingen og fordeles lag på lag med lasagnepladerne, som bare dryppes godt af og kommes i en ovnfast form.
  • Top med parmesanost
  • Giv lasagnen 15-20 min i ovnen, indtil toppen er tilpas gylden og nyd den evt. med en frisk tomatsalat!

xoxo J!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Moroccan Food